Danmark skal beholde førertrøjen

Sidst opdateret d. 6. maj 2015.

Handels- og udviklingsministerens handlingsplan for global udvikling har bragt Danmark i top på området. Men nu er det tid til, at der kommer handling bag planen.

Der blev ikke sparet på ambitionerne og de bevingede ord, da handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) for snart et år siden lancerede Danmarks nye handlingsplan for sammenhængende politikker for global udvikling – PCD-handlingsplanen (policy coherence for development). Planen har ifølge ministeren til formål at fremme et positivt samspil mellem politikker til gavn for global vækst og udvikling.

Sammen med blandet andre erhvervskvinden Stine Bosse og daværende direktør i Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, deltog jeg sidste år i lanceringen af handlingsplanen. På tværs af panelet var der bred opbakning til ministerens handlingsplan.

Der er behov for PCD-handlingsplanen
Siden lanceringen har vi dog ikke hørt meget til planen. Det er der til dels gode argumenter for, da planen først nu for alvor skal i spil, da EU først for nyligt er kommet med sine arbejdsprogrammer. Disse er Kommissionen i gang med at screene for at tjekke, om arbejdsprogrammerne kan resultere i negative konsekvenser for udviklingslandene. Herefter vil et specialudvalg under Europaudvalget med inddragelse af civilsamfundet kigge på Kommissionens indspil. I civilsamfundet glæder vi os til en invitation til konkret at indgå i dette arbejde.

Det er hævet over enhver tvivl, at der er behov for PCD-handlingsplanen. Et klokkeklart eksempel på det, så vi 1. april, da EU ophævede mælkekvoterne. Det betyder, at danske landmænd kan producere al den mælk, de vil. Det er sikkert godt nyt for de danske landmænd, men potentielt dårligt nyt for mælkebønder uden for EU og især i udviklingslandene, som forventeligt vil opleve vanskeligere konkurrencevilkår, når de skal konkurrere med mælkepulver fra EU – et EU som i 2015 sætter ny rekord i at give landbrugsstøtte til sine egne landmænd. En arbejdsgruppe under Landbrug og Fødevarer har som målsætning, at der i Danmark i år 2020 produceres en milliard kilo mælk mere end man gør nu.

Manglende politik-kohærens
I et skriftligt udvalgsspørgsmål (spm. 239) til fødevareminister Dan Jørgensen, fremsat af Enhedslisten 27. marts, er ministeren blevet bedt om at redegøre for, hvad han vil gøre for at sikre, at ophævelsen af mælkekvoterne ikke har negative konsekvenser i udviklingslandene.

Af det givne svar er det tydeligt, at ministeren nægter at anerkende, at ophævelsen af mælkekvoterne og den forventelige eksportstigning som følge heraf, potentielt har skadelige konsekvenser for udviklingslandene. Frem for at forholde sig til det konkrete spørgsmål beskriver ministeren, hvordan Danmark via vores udviklingsbistand forsøger at fremme den lokale fødevareproduktion i udviklingslandene. Dette er et eksempel på den manglende politik-kohærens og et eksempel på, hvordan vi med den ene hånd hjælper udviklingslandene og med den anden fører en politik, som potentielt giver dem vanskeligere konkurrencevilkår.  

Foruden PCD-handlingsplanen har Danmark takket være Lissabontraktatens artikel 208 en juridisk forpligtigelse til at sikre, at den implementerede politik ikke skader udviklingslandene. Også derfor er det kritisabelt, at hverken EU eller den danske regering har taget initiativ til at sikre, at ophævelsen af mælkekvoterne ikke skader bønder i udviklingslandene.

Danmark skal fortsat være i førertrøjen
Netop EU’s handelspolitik er det første af de tre prioritetsområder, som PCD-handlingsplanen fokuserer på. Prioriteten har til formål at sikre, at EU’s handelspolitik fører til en højere grad af økonomisk inklusion af de mindst udviklede lande. 

Det lyder muligvis som en selvfølge, at et politikområde ikke skal modarbejde et andet. Men som eksemplet med ophævelsen af mælkekvoter viser, sker det jævnligt, at hensynet til udviklingslandene bliver undermineret af andre hensyn.

Jeg mener, at PCD-handlingsplanen er et vigtigt værktøj til at kvalitetssikre den lovgivning, som Folketinget vedtager. I en globaliseret verden skal man selvsagt indtænke de politiske konsekvenser både udenfor landets grænser og efter den igangværende valgperiode.

Med vedtagelsen af PCD-handlingsplanen har Danmark i EU påført sig førertrøjen, hvad angår sikring af PCD. Hvis vi forsat skal kunne iklæde os denne trøje, er det nu, der skal sættes handling bag den flotte handlingsplan. Handel kan skabe udvikling, men det skal ske på fair og rimelige vilkår, hvor der er blik for også de afledte konsekvenser af vedtaget politik.

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Danmark skal beholde førertrøjen