Hvorfor rager WTO mig?

Sidst opdateret d. 16. december 2015.

WTO’s 10. ministerkonference i Nairobi d. 15.-18. december er årets sidste store internationale konference efter flere nye aftaler er indgået på udviklings- og klimadagsordenen. Måske synes du ikke, at WTO rager dig. Du tager fejl. Alle verdens store problemer – fra klimaet over verdens fattigdom til terrortruslerne og flygtningene – hænger sammen med handelspolitikken og de rammer, vi skaber om den. Vores dagligdag er styret af de valg, vi træffer som forbruger - samme valg, som påvirker, hvilke varer vi bliver præsenteret for. Konferencen i Nairobi er afsindigt vigtig, fordi vi her skal tage stilling til, hvilke regler og afgifter eller hvilken kontrol fx din kaffe møder på vejen fra Kenya til dit morgenbord. Den samme kaffe, hvor produktion og eksport skaber levebrød for hundredetusindvis af bønder i de fattigste lande verden over. Vi vil gennem tre blogindlæg forsøge at forklare de processer, der påvirker WTO som organisation, forhandlingerne i Nairobi, samt hvilken betydning WTO kan få i forhold til andre store handelsaftaler som fx TTIP.

 

Verdens handelsorganisation

Aldrig før har den globaliserede verden åbenbaret sit problematiske ansigt så tydeligt som nu. Flygtningene står ved grænsen, vejrfænomener fylder i medierne og mennesker rejser langt for at slå andre ihjel. Ingen problemer har en simpel årsag og ingen har en enkel løsning. Fælles for problemerne er, at verdens fattigste altid bliver ramt hårdest - og at det er tydeligt, at vi ikke kan løse vores egne udfordringer uden at tage deres med i vores beregninger.

År 2015 har været et år, hvor det internationale samfund i flere forskellige fora har forsøgt at finde løsninger på nogle af disse grænseoverskridende problemer. I sommer mødtes udviklingsministre og diskuterede udviklingsfinansiering i Addis Ababa. I september samledes verdens statsledere på FN’s generalforsamling i New York for at vedtage de nye, universelle bæredygtige udviklingsmål, som på sigt skal bidrage til at mindske ekstrem fattigdom og skabe en mere inkluderende og bæredygtig verden (læs tidligere blog om emnet her). Til december i Paris er det klimaet, der skal hjælpes, i en forhåbentlig ny aftale om begrænsning af den globale opvarmning på COP21.

International handel har en central placering i løsningen på alle disse problemstillinger. Alle verdens lande handler med hinanden i større eller mindre omfang. Hvordan den handel foregår, og er reguleret, har ekstremt stor betydning for udviklingen af vores samfund. Skal jeg købe europæiske eller sydamerikanske appelsiner? Danske eller spanske æbler? Vin fra Italien eller Australien? Betyder CO2-udledning ved varetransport, at jeg bør købe lokalt? Men hvad så med landbrugsvarer fra udviklingslande, der bidrager til deres økonomiske udvikling? Hvor skal jeg købe mit tøj, når jeg ved, at tekstilarbejdere i Bangladesh har forfærdelige arbejdsforhold? For tjener de penge, hvis ikke jeg køber det der? Ingen af disse spørgsmål har et simpelt svar. Vi er alle forbrugere og bidrager til udviklingen af international handel med de valg, vi tager i vores dagligdag.  Den computer eller smartphone, du læser på lige nu, er formentlig omfattet af WTO’s Information Technology Agreement (ITA), der fjerner told på en lang række teknologiske produkter, og som skal endeligt vedtages på ministerkonferencen i Nairobi. WTO er etableret for at skabe nogle internationale standarder og strukturer, så vi undgår at træffe alt for dårlige valg, når vi handler, men i stedet bidrager til en verden i bæredygtig og inkluderende vækst. En økonomisk vækst, som den fattige del af verden stadig venter på at få større del i, fordi stater får lov til at bibeholde forskellige former for handelsbarrierer. Debatten om økonomisk vækst i udviklingslande har i høj grad handlet om den mest effektive brug af bistandskroner. Men i lyset af de massive nedskæringer udviklingsmiljøet oplever lige nu, er det mere relevant end nogensinde at øge det politiske pres på de andre internationale instrumenter, der kan påvirke den globale levestandard i en positiv retning.

 

WTO har i høj grad været med til at åbne markeder og har forhindret protektionistiske tiltag i krisetider, men der er stadig lang vej til et mere retfærdig handelssystem. Lige nu er det fx billigere for afrikanske lande at eksportere til EU end til andre afrikanske lande pga. præferencestatus og ensartede eksportprocedurer på det europæiske marked. Hvis man vil styrke den økonomiske vækst i Afrika, er man nødt til at gøre det lettere at eksportere internt på kontinentet. Her spiller WTO en afgørende rolle for at skabe de rette rammer, som netop skal forhandles på ministerkonferencen i Nairobi til december.  

WTO forhandler efter nogle grundprincipper der stammer tilbage fra oprettelsen af WTO. Der er altså allerede et fundament af handelsregler, som alle landene skal følge. Hvis de ikke gør det, kan de blive sagsøgt i WTO's Dispute Settlement Mechanism. 

Hvorfor er WTO så stadig en vigtig institution?

Netop grundprincipperne i WTO og de aftaler, man havde indgået under GATT er afgørende for WTO’s relevans i dag. For det første er WTO det eneste multilaterale forum, hvor handelspolitik diskuteres. Og når man har en situation, hvor det pga. bilaterale handelsaftaler mellem EU og afrikanske lande ofte er billigere for afrikanske lande at eksportere til Europa end til andre afrikanske lande, er der stadig lang vej igen, før vi når et effektivt og inkluderende handelsregime. Ligeledes er mange afrikanske lande afhængige af landbrug, der lige nu ikke er i stand til at skabe tilstrækkeligt med arbejdspladser, hvorfor stadig flere tager turen over Middelhavet og søger asyl i EU i håb om et bedre liv. WTO kan være medvirkende til at åbne Afrikas markeder op og hjælpe med en fornuftig landbrugs- og handelspolitik. Lektor i statskundskab ved København Universitet Jens Ladefoged Mortensen fremhæver, at WTO har været et af de få steder efter afkoloniseringen, hvor udviklingslande har kunnet få hjælp i kraft af, at hvert land har én stemme og aftaler vedtages ved konsensus. Det har givet udviklingslandene mulighed for at udtrykke deres utilfredshed og skabe mere fairness. Også Nils Brøgger, tidligere politik- og kampagnechef i Mellemfolkeligt Samvirke, nu Alternativet, fremhæver den demokratiske opbygning og siger: ”Man må ikke konkludere, at bare fordi forhandlingerne ikke rigtig kommer nogen vegne, så sker der ikke noget i WTO for der sker løbende ting og sager på det juridiske niveau og det er der for lidt fokus på.”

Derudover skal man ikke undervurdere WTO’s juridiske betydning, når det kommer til stridigheder om reglerne for international handel. WTO bygger på en række regler og principper, som alle lande skal agere efter. Når man optager nye lande, får man dem således til at handle efter samme regler. Efterlevelsen sikres i tvistbilæggelsessystemet Dispute Settlement Mechanism, hvor stater kan sagsøge andre stater, hvis WTO’s regler ikke overholdes. Er reglerne ikke overholdt vil staten møde sanktioner og blive bedt om at rette ind. Peter Bay Kirkegaard, Dansk Industri, fremhæver WTO’s rolle i at integrere lande i den globale økonomi, således at man lever efter samme spilleregler: “Nu er der fx snak om at Iran skal optages i WTO. Det ville have en gavnlig effekt i forhold til, hvordan de kan regulere deres erhvervsliv og hvordan de skal åbne op for omverdenen – det vil jo alt andet lige være godt for alle – både dem selv og os. WTO har været rigtig positiv. Det bliver vi altid ved med at understrege, fordi nogle gange glemmer man, hvor vigtigt en institution WTO er. Men der er de to ben – dels at få optaget nye lande under de eksisterende aftaler og dels tvistbilæggelsesmekanismen – de to ben er ekstremt gavnlige og stabiliserende for verdenssamfundet.

Under finanskrisen demonstrerede WTO ligeledes, at organisationen spiller en essentiel rolle i at tilskynde lande til at undgå en protektionistisk politik. Under depressionen i 1930’erne var et af de store problemer, at lande beskyttede hjemmemarkedet ved at sætte tolden op på importerede varer, hvorved handlen gik i stå. WTO er netop et eksempel på, at internationalt samarbejde er i stand til at løse globale udfordringer.  Peter Bay Kirkegaard fra Dansk Industri udtrykker det således: "Lande i krise har en tendens til at forsøge at beskytte deres egne hjemlige industrier, hvilket på den korte bane kan være forståeligt nok, men på den lange bane skader alle. Så i  den henseende har WTO været rigtig effektiv”.

WTO fejrer i år sit 20 års jubilæum, som dog ikke har været én lang jubelmarch. Selvom øget handelsliberalisering har bidraget til øget økonomisk vækst, har samarbejdet omkring yderligere handelsliberaliseringer haft sine begrænsninger. Alle regler for handelssamarbejdet er blevet forhandlet i såkaldte runder - den seneste færdiggjorte runde er Uruguay-runden, der bl.a. etablerede WTO. Tidligere - under GATT - var det få lande, som skulle blive enige om relativt enkle regler. Men med WTO udvidede man kredsen til at inkludere langt flere lande samtidig med, at ambitionerne for samarbejdet også er øget. Doharunden, den eneste forhandlingsrunde indtil nu i WTO, blev påbegyndt tilbage i 2001. I dag har man kun færdigforhandlet en lille del af den lange dagsorden, der skal sikre udviklingslandene større inklusion i verdenshandelen og derigennem skubbe på deres økonomiske vækst samt reducere ekstrem fattigdom.

Forhandlingerne har været præget af store uenigheder, der har gjort det umuligt at indgå en aftale, da WTO bygger på princippet om konsensus. Alle lande skal være enige, før man kan indgå en aftale. Derfor kommer nationale hensyn og uenigheder til at fylde meget i forhandlingerne. Tidligere har landene kun villet forhandle Doha-dagsordenen som en samlet pakke, hvor man nu er begyndt at indgå delaftaler omkring de punkter, man rent faktisk kan blive enige om. Derfor kunne man endelig vedtage en handelsaftale, Balipakken, ved den niende ministerkonference på Bali i 2013.

Peter Bay Kirkegaard fra Dansk Industri forklarer den manglende fremdrift i forhandlingerne således: Måske har man ramt glasloftet for, hvad man kan nå (...) Se på forhandlingsrunderne siden 1947. Runderne er blevet længere og flere medlemslande er kommet til. Tidligere forhandlede få lande om lette ting såsom toldlettelser, som alle kunne se en umiddelbar fordel af. Men så kommer der flere med og det bliver vanskeligere emner, man tager fat på, eksempelvis landbrugsstøtte. For alle parter var der store gevinster tidligere, men nu er kompleksiteten langt større og gevinsterne er måske mere uhåndgribelige. Konsekvensen af ikke at kunne give landbrugsstøtte er måske langt mere uoverskuelige for fx Indien – for hvordan kan man så tilfredsstille landbefolkningen og der er også valg næste år osv. Så de lavthængende frugter er plukket – det er blevet langt mere kompliceret.”

Især landbrugsstøtten er et hedt emne i WTO og er netop et af de punkter, hvor forhandlingerne formentlig ikke kommer meget videre. Statsstøttet landbrug sænker prisen på landbrugsvarer og gør det sværere for udenlandske varer at konkurrere. EU og USA har brugt landbrugsstøtten til at sikre nationale landbrugsproducenter, som historisk set har været en stor industri. For at sikre fødevareuafhængighed ser man det gerne fortsætte sådan. EU har på det sidste reduceret landbrugsstøtten markant, men USA har ikke vist samme velvilje. Derudover, er de nyere udviklede lande, som Kina og Indien, også begyndt at bruge landbrugsstøtte både som incitament til at blive i visse landområder og som fødevarebistand til de mange fattige (læs om Indiens nationale fødevarebistand her.)

Længe ventet fremskridt

Ved seneste ministerkonference i 2013 på Bali kom der endelig et gennembrud i de 12 år lange forhandlinger om Doharunden. Man vedtog aftaler på en række delemner og viste dermed, at det var muligt at nå til enighed om enkelte dele af den lange dagsorden. Den største aftale var aftalen om de handelslettelser, der skal gøre administration af eksport af varer mere effektiv. WTO vurderer, at aftalen vil medføre en øget handel for 1 trillion dollars om året samt store reduktioner på landenes handelsomkostninger (se WTO World Trade Report). Handelslettelserne vil samtidig i høj grad komme udviklingslandene til fordel, da det er her, de største administrative barrierer findes. Som det er nu, tager det således længere tid og er dyrere at eksportere internt i Afrika end fra et afrikansk land og til Europa pga. de særaftaler EU har med Afrika. Med aftalen kom desuden tilsagn fra bl.a. EU til udviklingslande om at understøtte digitalisering og mainstreaming af grænse- og toldprocedurer. Aftalen skal dog ratificeres i 2/3 af medlemslandene og vi er endnu kun oppe på nogle af 50 ud af 162 medlemsstater.

Balipakken indeholder flere handelsfordele for varer fra udviklingslande samt for bomuldsproducerende lande. Effekten har dog endnu ikke slået igennem, da aftalerne stadig mangler ratifikation og implementering.

På det mere uformelle plan viste ministerkonferencen også, at magtbalancen blandt landene har ændret sig siden man startede på Doha-runden i 2001. Et af de største stridspunkter var spørgsmålet om Indiens nationale fødevarebistand. Alle medlemmer af WTO har lov til at yde national fødevarebistand, så længe det ikke overstiger 10 % af deres samlede produktion. Indien har dog indført et vidtrækkende opkøbsprogram, hvor de opkøber ris og korn fra lokale producenter og giver det til den store del af befolkningen, der lever i ekstrem fattigdom. Argumentet mod Indien har dog været, at de med den metode ikke kan garantere, at de fattige ikke bare sælger ris og korn videre til en pris lavere end markedsprisen og dermed udkonkurrerer nabolandene. Ikke kun de vestlige lande har opponeret mod denne form for fødevarebistand, men også Pakistan og Bangladesh, som er blevet direkte berørt af overtrædelserne af WTO’s bestemmelser i form af dumping af ris og korn på deres nationale markeder. Konflikterne i WTO er ikke længere kun et spørgsmål om uenigheder mellem udviklede og udviklingslande, om balancen mellem handelsliberalisering og beskyttelse af national industri - men også en konflikt blandt udviklingslandene, om hvordan man bør opføre sig på verdensmarkedet for at sikre alle lige muligheder for økonomisk vækst.

Læs med i næste blogindlæg for at finde ud af, hvad der præcis skal forhandles om i Nairobi, og hvilke forventninger forskellige danske aktører har til resultatet.

 

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Hvorfor rager WTO mig?