”Lad os handle våben med Libyen”

Nu hvor du, kære læser, endnu ikke er blevet præsenteret for pointerne i dette indlæg, vil jeg benytte mig af, at du endnu ikke er påvirket af mine holdninger, og i stedet stille et spørgsmål om din holdning: Er det etisk, at europæiske stater sælger våben til et ustabilt styre som Libyen, bare fordi det ikke er ulovligt, når EU arbejder for demokratisering og stabilisering i den Nordafrikanske region? Med dette som udgangspunkt vil jeg begive mig ud i at argumentere for, hvorfor svaret netop må være nej. Jeg vil starte med at samle op på det etiske afsæt og derfra tage på en rejse til Libyen, det Arabiske Forår og EU’s rolle i våbenhandlen hertil.

Moral, etik og lovgivning er på forskellige måder retningslinjer for samfundet. Forskellen er dog, at hvor lov sætter definitive grænser for vores handlinger, er moral og etik noget, som pejler os i retning af at gøre, hvad der er rigtigt. Og det er her, den store forskel er: Man tager et lovligt valg, men dette gør det ikke nødvendigvis til det rigtige valg.

Forbindelsen mellem etik, lovgivning og våbenhandel er, at salg af våben i mange tilfælde undergraver konfliktløsning (ville du have lyst til at tage en rolig og konstruktiv snak med en person, som havde en AK-47 smidt over skulderen?). Når lovgivningen ikke forhindrer salget af våben, kunne man håbe, at etikken ville have en indflydelse. Men sådan hænger virkeligheden ikke altid sammen, og særligt ikke i millionindustrier. Som det forhåbentlig vil blive tydeligt, er netop denne problemstilling i høj grad til stede i Europa. Flere europæiske stater sælger våben til Libyen og har gjort det siden EU’s våbenembargo blev ophævet i 2004. Dette sker på trods af, at et af EU’s sikkerhedspolitiske mål er at stabilisere lande i netop denne region, og at Libyen befinder sig i konflikttilstand.  

For at forstå hvad der er lovligt for EU-medlemslandene, skal vi kigge mod to sider: EU og FN. Europa-Kommissionen sætter standarder for handel EU–landene imellem, mens det er op til den enkelte medlemsstat at uddybe lovgivningen. Så her er der rig mulighed for at fremme egne interesser. EU henviser til FN’s våbenprotokol angående handel med lande uden for EU, dvs. lande som Libyen. Denne FN-protokol dedikerer på intet tidspunkt hverken linjer til et moralsk kodeks eller nogle etiske retningslinjer for, hvornår det er, og hvornår det ikke er, en god idé at eksportere våben til et andet land. Man kan selvfølgelig mene, at våbenhandel altid er en dårlig idé, da våben er skabt til at forsage skade, og at det derfor ikke giver mening at tale om etisk korrekt eller ukorrekt våbenhandel. Vi lever dog i en verden, hvor en total afskaffelse af våben synes at række ud over min levetid, og jeg vil derfor hellere beskæftige mig med, hvordan vi forholder os til den våbenhandel, som nu engang finder sted, om vi vil det eller ej. I dette tilfælde ville et etisk kodeks kunne udfylde manglen på lovgivning. I EU-regi, i modsætning til FN-regi, kunne dette være en reel mulighed, såfremt EU’s medlemsstater ser ud over profitten i våbenhandel og i stedet samarbejder om de fælles europæiske sikkerhedsmål. 

Hvad angår sammenhængen mellem Europa og Libyen, så vender vi blikket mod EU’s sikkerhedspolitiske ambitioner. I sikkerhedsstrategien fra 2016 fremgår det, at EU’s holdning er, at konflikt leder til brud på menneskerettigheder og vold på civilbefolkningen, hvilket i sidste ende forhindrer sikkerhed og velstand. Ligeledes fremgår det, at det er en prioritet for EU at sikre hjælp til at bekæmpe disse konflikter, særligt i Nordafrikanske lande såsom Libyen. Derfor mener jeg, at det er muligt at argumentere for, at det på EU-niveau anses som uetisk at handle våben med et land som Libyen, der befinder sig i en tilstand af borgerkrig. Denne borgerkrig opstod som følge af afsættelsen af daværende diktator Muammar Gaddafi i 2011, under det Arabiske Forår. Borgerkrigen har medført overgreb på civilbefolkningen med brug af våben fra EU. Den politiske udvikling har lige siden været turbulent, og på trods af FN-støttede politiske institutioner er konflikten i landet ikke blevet løst. Man kan ikke bruge våben til at bane vej for demokrati, og jeg tror ikke på, at våbenhandlen med udspring i Europa har bidraget positivt til udviklingen i landet.   

Betragter man dette i et større perspektiv, kan man se, at tendensen til at sælge våben, på trods af ustabilitet i Libyen, har været varig gennem det seneste årti. I 1986 indførte EU en våbenembargo mod Libyen*. Embargoen blev ophævet i oktober 2004, hvorefter EU-medlemslande som Frankrig, Storbritannien, Italien og Tyskland (senere efterfulgt af Portugal og Belgien) pustede ild i våbenhandlen igen. Dette resulterede i en samlet værdi på våbenhandel mellem EU-medlemslande og Libyen på $484 millioner i 2010 (estimeret af EU). Dette fortsatte, indtil det kom frem, at daværende diktator Muammer Gadaffi brugte disse våben mod pro-demokratiske kampagnefolk. Europæisk tilførte ressourcer blev altså brugt i kampen mod europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder. Senere, da det Arabiske Forår afløste en vinter af ulmende borgerkrig i Libyen i 2011, blev der i FN’s Sikkerhedsråd vedtaget en våbenembargo, som reaktion på Gadaffis systematiske vold mod befolkningen. Denne embargo dækkede også eksport fra EU. Men en gråzone i resolutionen muliggjorde våbenhandel alligevel, såfremt det var for at beskytte civile og fremme humanitære hensigter. I 2012 havde våbenhandlen mellem EU-medlemsstater og Libyen en værdi på knap $24 millioner. Det ser tydeligvis ud til, at EU forsøger at handle rigtigt samtidig med, at medlemsstaterne handler ud fra, hvad der er lovligt. De europæiske stater og EU-repræsentanter er blevet enige om, at EU forsøger sig med en brandslukker på den ene side af bålet, alt imens medlemsstaterne selv smider benzin på fra den anden side.

Summa summarum er, at der er rig mulighed for, at EU-medlemsstaterne kan kontrollere deres våbenindustrier efter deres egne interesser på trods af, at de direkte modstrider EU’s sikkerhedspolitiske mål og truer sikkerheden blandt civilbefolkningen i Libyen. På baggrund af dette håber jeg, at det er tydeligt, hvorfor mit svar til spørgsmålet fra begyndelsen naturligvis må være nej. Og dette nej er ikke kun gældende for Libyen, da samme billede tegner sig for Saudi Arabien og Somalia. Våbenhandel er big business, og for medlemsstater der involverer sig i våbenhandel, er konflikt også en kilde til stor profit. Hvis du har set Nicolas Cage spille våbenhandler i filmen ”Lord of War”, forstår du, hvad jeg mener. Der er meget på spil for både EU, medlemsstaterne og for Libyen, men hvis en ting er sikkert, så er det, at i jagten på profitten er mange mennesker villige til at gå på kompromis med integritet, moral og etik. For de gør ikke, hvad der er rigtigt. De gør, hvad der er lovligt.

 

*Embargoen fra januar 1986 blev dels introduceret som reaktion på Libyens involvering i et terrorangreb på en natklub i Berlin og bombningen af et passagerfly over Storbritannien, dels på grund af libyske lederes trusler mod europæiske stater. Denne beslutning var en del af en større indsats for at modarbejde terrorisme under Europæisk Politisk Samarbejde (EPC) (nuværende CFSP fra Maastricht Traktaten).

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

”Lad os handle våben med Libyen”