Frihandel mellem EU og Østafrika: why not?

Forhandlingerne om frihandel mellem EU og de østafrikanske lande har for længst overskredet den officielle deadline, som var d. 1. oktober 2016. Alligevel synes uenighederne kun at vokse - ikke mindst de østafrikanske lande imellem. Regionens to største spillere, Kenya og Tanzania, står stejlt over for hinanden forud for et ekstraordinært topmøde i januar. Mens både Kenya og Rwanda rettidigt har underskrevet aftalen, kalder Tanzania den skadelig for lokal industriel udvikling. Efter snart ti års forhandlinger ser partnerskabets oprettelse fortsat fjern ud. Er EU’s indsats for frihandel med udviklingslandene nødvendigvis gavnlig for alle involverede parter, eller er der hold i Tanzanias kritik?

 

En håndsrækning til den tredje verden?

Mediedækningen af EU’s handelspolitik har i høj grad været fokuseret på de såkaldte mega-regionale handelsaftaler med USA og Canada, henholdsvis TTIP’en og den nyligt vedtagne CETA. Derfor er det måske de færreste, der hører om EU’s ligeledes omfattende indsats for frihandelsaftaler med det globale syd. Economic Partnership Agreement (EPA) er betegnelsen for et samarbejde om at etablere frihandelszoner mellem EU og udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene). EPA’erne er bilaterale aftaler med de enkelte lande, der skal fjerne toldmure og etablere fælles regler for handel. Formålet med EPA’erne er blandt andet, gennem handel og investering, med tiden at gøre udviklingslandene økonomisk uafhængige - en målsætning EU forpligtede sig til med Cotonou-aftalen i år 2000.

EPA-forhandlingerne mellem East African Community (EAC) og EU startede i november 2007. EAC er et tæt regionalt fællesskab bestående af Kenya, Tanzania, Rwanda, Burundi, Uganda og Sydsudan. Sidstnævnte indgår ikke i forhandlingerne grundet landets sene oprettelse og indtrædelse i EAC. Handlen med EAC udgjorde i 2015 blot 0,2 % af EU’s samlede handel og er dermed relativt ubetydelig for EU. Modsat udgjorde EU EAC’s vigtigste handelspartner efter Kina med en samlet andel på 15 % i 2015. Alle EAC-landene, med undtagelse af Kenya, er såkaldte ‘Least Developed Countries’ (LDC). I form af landenes LDC-status har de siden 2001, under aftalen ‘Everything But Arms’, nydt toldfri eksport til EU’s marked. I Østafrikas tilfælde - med undtagelse af Kenya - er forhandlingerne om EPA derfor i højere grad et spørgsmål om EU’s adgang til regionen end omvendt. Ved underskrivelse af aftalen skal EAC-landene over en længere årrække gradvist fjerne tolden på 82,6 % af importen fra EU. Den resterende import forbliver uforandret af frygt for, at østafrikanske produkter udkonkurreres, herunder tekstil og visse landbrugs- og industriprodukter. Ydermere forbeholder EAC-lande sig retten til at introducere ny told, hvis de anser hjemmemarkedet for at være truet.

 

Østafrika splittet over EPA

På papiret synes EPA’erne at være udfærdiget med stort hensyn til regionernes udvikling og behov. Men som tidligere nævnt udtrykker tanzanianerne stor bekymring for aftalen i dens nuværende form. Aftalen blev udfærdiget i oktober 2014 og har kun tilbage at blive ratificeret. Forventningen var, at dette skulle være sket allerede i juli 2016. Men på grund af usikkerheden efter Brexit blev parterne enige om at udskyde ratificeringen til en officiel deadline 1. oktober 2016. For Tanzania gav udskydelsen anledning til yderligere undersøgelse af aftalens implikationer. Mere specifikt hvilken effekt den ville få på Tanzanias femårsplan (FYDP), der satser på industrialiseringen som den primære kilde til udvikling. I en undersøgelse foretaget af Tanzanias ministerium for Industri, Handel og Investering blev det konkluderet, at aftalen ikke i tilstrækkelig grad beskytter de små lokale industrier. Som resultat heraf vejledte parlamentet i november enstemmigt, at Tanzania og de øvrige EAC-landes regeringer forhandler en ny aftale med EU. Selvom regeringen ikke behøver parlamentets opbakning for at underskrive, har de store interne uenigheder alligevel formået at slå tvivl hos denne forud for det afgørende EAC-topmøde i januar 2017.

De øvrige EAC-lande har været mindre kritiske. Særligt Kenya har siden 2007 lobbyet for frihandelsaftalen mellem EU og EAC. Dette hænger naturligvis sammen med, at Kenya er interesseret i at få fri eksport til EU på lige fod med regionens andre lande. Men fælles for fortalerne i regionen er idéen om, at fri import af industriprodukter fra EU er et nødvendigt trin i den igangværende industrialisering. Desuden frygter mange i de østafrikanske lande, at et ‘nej’ til EPA vil true samarbejdet med EU og tilførslen af udviklingsbistand. Af ovennævnte grunde har Kenya og Rwanda, som nævnt indledningsvis, allerede underskrevet EPA i hhv. august og september 2016. Uganda og Burundi har endnu ikke underskrevet, men har de seneste måneder stillet sig mere positivt over for aftalen. Tanzania er med andre ord det sidste store bump på vejen mod en frihandelsaftale.

Så hvorfor ikke bare gennemføre aftalen uden Tanzania? Først og fremmest påbyder Verdenshandelsorganisationen, WTO, at en handelsblok som EAC skal underskrive handelsaftaler samlet. Det betyder i praksis, at Kenya og Rwandas underskrift ugyldiggøres uden Tanzania. Derudover har østafrikanerne selv udtrykt, at det er at foretrække, at en så stor aftale indgås i enighed. Frygten er, at hvis regionen ikke bliver enig som blok, vil det forstyrre integrationen og samhandlen i EAC.

 

EPA - hvem gavner det?

Skulle Østafrika i sidste ende opnå enighed om en aftale, det være gennem tvang eller frivilligt, forbliver det store spørgsmål det samme: Gavner aftalen dem, den er tiltænkt? Som uenigheden antyder, er det et svært spørgsmål at besvare. Et af problemerne i vurderingen af EPA’s indvirkning på Østafrika er manglen på eksempler andre steder fra. Den eneste EPA, der på nuværende tidspunkt er vedtaget, er mellem EU og den sydafrikanske region (SADC). Den blev først ratificeret d. 10. juli 2016. I de fire øvrige regioner af AVS-lande, der forhandles med, ses nogenlunde samme ‘deadlock’-situation som i EAC. Vurderinger har derfor i høj grad været forudsigelser, der ikke bygger på eksisterende data. De observatører, der mener EPA vil gavne landenes udvikling, knytter sig bl.a. til teorien om, at økonomisk åbenhed og vækst hænger sammen. Opponenter mener i stedet, at AVS-landene har brug for mere tid til at udvikle deres lokale industrier for at kunne konkurrere med europæiske virksomheder.  

Forhandlingerne mellem EU og EAC har nu varet i knap ti år, men en fælles ratificering i januar 2017 synes fortsat usandsynlig. Formålet med aftalen er at understøtte den økonomiske udvikling i Østafrika. Hvorvidt den nuværende aftale kan leve op til dette er svært at sige på nuværende tidspunkt. Men det er værd at overveje, hvem en underskrift i januar egentlig tjener, hvis de lande, der er mindst udviklede, ikke føler sig parate til at indgå aftalen. 

1 kommentar

  1. Marie Louise Schaumburg-Müller

    Marie Louise Schaumburg-Müller 30.01.2017 12:27

    Hej Jakob og William

    Meget spændende artikel, der giver en fin idé om, hvorfor handelsaftaler stadig er vigtige, selvom det ikke er USA, EU forhandler med. Jeg er ikke sikker på, jeg tilstrækkeligt forstår, hvorfor Kenya og Tanzania ikke er enige om at gå med i aftalen? Kan I uddybe det?
    I nævner også et afgørende topmøde i januar 2017 - hvordan er det gået? Ser det ud som om EAC vil gå med i en aftale?

    Mvh
    Marie Louise

    Kommentér

Skriv en kommentar

Frihandel mellem EU og Østafrika: why not?
    Kommentarer
  1. Marie Louise Schaumburg-Müller

    Marie Louise Schaumburg-Müller

    Hej Jakob og William

    Meget spændende artikel, der giver en fin idé om, hvorfor handelsaftaler ... Læs mere...

  2. Se alle