Cotonou-aftalen og dens efterfølger

Et nyt år er kommet, og EU går et spændende år i møde på det handelspolitiske område. Forhandlingerne om EU’s relation til lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet efter år 2020 – den såkaldte post-Cotonou-dagsorden - bliver et emne, som Handelsbloggen vil fokusere særligt på. For at skabe mere opmærksomhed på post-Cotonou-dagsordenen, og hvilke problemstillinger den rejser, vil vi på Handelsbloggen bruge de kommende måneder på at kaste lys over dette vigtige og særdeles relevante samarbejde.

I 2000 indgik EU en partnerskabsaftale med en gruppe af 78 stater fra Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene)* om arbejdet med udviklingspolitiske og handelsmæssige spørgsmål. Denne aftale blev underskrevet i Benins største by, Cotonou, d. 23. juni 2000 og trådte i kraft i 2003. Aftalen er gældende for en tyveårig periode indtil 2020 med mulighed for revision hvert femte år. Undervejs er aftalen blevet revideret to gange: Første gang i 2005, hvor allokeringen af udviklingsbistand og tilførslen af ressourcer blev harmoniseret med agendaen for samarbejdet, og FN’s årtusindemål (MDG’erne) ligeledes inkorporeret i rammerne for samarbejdet. Anden revision fandt sted i 2010, hvor fokus på klimaforandringer, sikkerhedsspørgsmål og det interregionale samarbejde i AVS-landene blev skærpet. Med små 17 år på bagen, og kun tre år tilbage, står EU og AVS-landene nu over for spørgsmålet: Hvordan skal samarbejdet se ud efter 2020? 

 

Baggrunden og konteksten for Cotonou-aftalen

Baggrunden for Cotonou-aftalen er de historiske bånd mellem parterne, da alle AVS-landene har været under europæisk indflydelse i kolonitiden. Dette giver en bred erfaring med europæisk indflydelse i økonomi og på handelsspørgsmål i netop disse dele af verden. Det er dog vigtigt at understrege, at Cotonou-aftalen er en partnerskabsaftale og derfor er indgået mellem parter, der skal arbejde sammen som ligeværdige. Selve aftalen bygger på sine to forgængere: Yaoundé Konventionen fra 1963, en handelsaftale mellem det daværende Europæiske Økonomiske Fælleskab (forgænger til EU) og en række tidligere Franske og Belgiske kolonier i Afrika, og Lomé Konventionen fra 1975, der udvidede Yaoundé Konventionen til at omfatte EU og alle AVS-landene. Yaoundé og Lomé har været rammerne for forholdet mellem EU og AVS-landene siden kolonitidens afslutning og frem til 2000, da Cotonou-aftalen trådte i kraft. Cotonou-aftalen adskiller sig fra sine to forgængere ved at inddrage ikke-statslige og lokale aktører, såsom NGO’er og lokale myndigheder, i samarbejdet. Formålet med at inddrage en bredere pallette af aktører er at sikre det lokale ejerskab, bedre implementering og den langsigtede indsats i samarbejdet.

 

Cotonou-aftalens tre søjler

Cotonou-aftalens primære formål er at nedbringe fattigdom og at fremme udviklingen i AVS-landene, hvilket på sigt skal skabe et springbræt til at integrere disse lande i verdensøkonomien. Mere specifikt betyder dette, at økonomierne, men i høj grad også samfundene og befolkningerne, i AVS-landene skal rustes til i højere grad at deltage i den globale verdenshandel. Med en overvægt af lande der tilhører FN’s gruppering af ’Least Developed Countries’, er det dog tydeligt, at disse lande skal tackle en lang række strukturelle, sundhedsmæssige, sociale og økonomiske problemer for at blive globale spillere på handelsfronten. Derudover skal samarbejdet bygge på en langsigtet indsats, så den udvikling tager afsæt i et bæredygtigt og holdbart grundlag. Strukturen for arbejdet med disse problemer hviler på tre søjler, der hver især danner ramme om samarbejde i forskellige indsatsområder: Et politisk samarbejde, et udviklingssamarbejde og et handels- og økonomisamarbejde. Denne struktur danner rammen for indsatser, der umiddelbart har forskellige virkninger, som på den lange bane skal bidrage til velstand og bedre levevis for befolkningerne i AVS-landene.

Den første søjle i Cotonou-aftalen er det politiske samarbejde. Dette samarbejde dækker på den ene side over en politisk dialog og et samarbejde, der forsøger at styrke EU-AVS-relationen. Et godt politisk samarbejde og en fleksibel, åben og uformel dialog mellem partnerne er grundlæggende for et succesfuldt samarbejde på andre områder. Samtidig dækker det politiske samarbejde også over en omfattende indsats for at forebygge og løse konflikter, at fremme menneskerettigheder og demokratiske principper, samt at skabe en transparent og forsvarlig forvaltning af offentlige ressourcer i AVS-landene. Her lægges der særlig stor vægt på lokal kapacitetsopbygning ved at inddrage regionale og lokale aktører, såsom den Afrikanske Union og lokale myndigheder. Inddragelsen af lokale og regionale aktører, såsom den Afrikanske Union, er et led i at sikre det lokale ejerskab over projekterne og den langsigtede bæredygtighed i disse. Derudover er der også fokus på en række sikkerhedspolitiske spørgsmål af lokal og fælles interesse, såsom indsatsen mod udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, terror, narkohandel og ulovlig handel. I sikkerhedspolitiske spørgsmål inddrages der i høj grad også internationale aktører som Den Internationale Straffedomstol.

Udviklingssamarbejdet dækker over to hovedområder: En økonomisk udvikling og en menneskelig og social udvikling. Den økonomiske udvikling omfatter de instrumenter, der er tilgængelige for staten i forbindelse med styring af økonomien og økonomiske aktiviteter. Dette er blandt andet sektorpolitik, der målretter udvikling af særlige industrier eller sektorer i økonomien, og makroøkonomiske og strukturelpolitiske instrumenter, såsom finans- og pengepolitik. Derudover lægges der særlig vægt på investeringer og udvikling af den private sektor og infrastruktur. Infrastruktur er helt afgørende for udviklingen af den private sektor, da den koordinerer økonomiske aktiviteter over større geografiske afstande og giver virksomheder adgang til andre virksomheder, ressourcer og større transportnetværk. Dette anses af mange som afgørende for økonomisk vækst, men også afgørende for afskaffelsen af fattigdom.  

Den menneskelige og sociale udvikling omfatter et generelt løft af udsatte grupper i samfundet gennem socialsektorpolitik. Her arbejdes der med forbedringer af uddannelses- og sundhedssektorerne såvel som en kulturel udvikling, der skal bekæmpe fattigdomsrelaterede sygdomme, seksuelt overførte sygdomme og den almene reproduktive sundhed. Derudover er overbevisningen, at unge menneskers deltagelse i samfundslivet er kilder til en god samfundsudvikling.

Særligt for udviklingssamarbejdet er det massive bidrag af finansielle ressourcer fra den Europæiske Udviklingsfond (EDF), som tilfører 31,5 million EUR i perioden 2014-2020. EDF’en er tilknyttet EU-AVS-samarbejdet, men indgår ikke direkte i Cotonou-aftalen og er derfor kontrolleret af EU alene. Samlet set allokeres en tredjedel af EDF’ens udviklingsbistand i AVS-lande.

Den tredje søjle omfatter et handels- og økonomisamarbejde, der sigter mod både at øge samhandlen mellem EU og AVS-landene, men samtidig også at liberalisere den. Dette sker blandt andet ved at mindske, eller helt fjerne, tolden på eksportvarer fra AVS-landene til EU, så disse lande nemmere kan afsætte deres varer på det europæiske marked. I denne søjle arbejdes der med Økonomiske Partnerskabsaftaler, de såkaldte EPA’er, der forhandles på regionalt niveau. Der er i dag seks EPA’er mellem EU og regionale sub-grupperinger**. Disse EPA’er er dog ikke færdigforhandlede på trods af en oprindelig forventning om, at de ville være på plads inden udgangen af 2007.

 

Efter 2020

Hvordan skal samarbejdet se ud efter 2020? Set i bagklogskabens lys, og med et solidt erfaringsgrundlag fra samarbejdet, der under Cotonou har varet 16 år, er der stor diskussion om, hvordan EU-AVS samarbejdet skal se ud efter 2020. Og i det hele taget, om der skal være en Cotonou-aftale vol. 2.

Et af de helt store spørgsmål er strukturen af aftalen, og om hvorvidt der skal være én samlet eller tre individuelle aftaler mellem EU og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet. Grundet globale og regionale udviklingsmønstre er der debat om, hvorvidt det fortsat giver bedst mening at alle regioner samles under én paraply-aftale. Derudover stiller EU spørgsmålstegn ved effektiviteten af samarbejdet, og hvorvidt samarbejdet har haft den ønskede virkning. I den forbindelse er det tydeligt, at finansieringen af aftalen er et knudepunkt: Samarbejdet afhænger i høj grad af tilførslen af økonomiske ressourcer fra EU, herunder udviklingsbistanden fra EDF’en, hvilket skaber en ubalance i magtforholdet mellem parterne. AVS-landene bliver afhængige af europæisk velvilje. På samme måde stiller EU selv spørgsmålstegn ved resultaterne af samarbejdet, der i høj grad bærer præg af størst fremskridt på områder, hvor udviklingsbistanden er høj, og lille fremskridt hvor samarbejdet ikke er baseret på finansiel støtte. Dette er blot to eksempler på problemstillinger i post-Cotonou-dagsordenen, som vil have indflydelse på forholdet mellem EU og AVS-landene i fremtiden. Og det er netop dette, som vi på Handelsbloggen vil sætte fokus på i løbet af de kommende måneder. Vi håber, at du vil læse med!   

 


* Afrika: Angola, Botswana, Burkina Faso, Cameroun, Kap Verde, Kapo Verde, Den Centralafrikanske Republik, Chad, Comorerne, Den Demokratiske Republik Congo, Djibouti, Ækvatorialguinea, Eritrea, Etiopien, Gabon, Gambia, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Elfenbenskysten, Kenya, Lesotho, Liberia, Madagaskar, Malawi, Mali, Mauretanien, Mauritius, Mozambique, Namibia, Niger, Nigeria, Republikken Congo, Rwanda, São Tomé og Principe, Senegal, Seychellerne, Sierra Leone, Somalia, Sydafrika, Sudan, Swaziland, Tanzania, Togo, Uganda, Zambia.             Vestindien: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Cuba, Dominica, Den Dominikanske Republik, Grenada, Guyana, Haiti, Jamaica, Sankt Kitts og Nevis, Sankt Lucia, Sankt Vincent og Grenadine, Surinamer, Trinidad og Tobago. Stillehavsområdet: Cook-øerne, Mikronesien, Fiji, Kiribati, Marshalløerne, Nauru, Niue, Palau, Papua Ny Guinea, Samoa, Salomonøerne, Timor-Leste, Tonga, Tuvalu, Vanuatu. 

**De seks sub-grupperinger er: Vestindien, Centralafrika, Vestafrika, Østafrika, det sydlige Afrika og Stillehavsområdet. 

1 kommentar

  1. NorrisChief

    NorrisChief 21.03.2018 18:27

    I have checked your website and i've found some duplicate content, that's why you don't rank high in google's search results, but there is a tool that can help you to create 100% unique articles, search for

    Kommentér

Skriv en kommentar

Cotonou-aftalen og dens efterfølger
    Kommentarer
  1. NorrisChief

    NorrisChief

    I have checked your website and i've found some duplicate content, that's why you don't ... Læs mere...

  2. Se alle