Post-Cotonou: En ny virkelighed?

Udløbsdatoen for Cotonou-aftalen mellem ACP og EU nærmer sig, og med den findes en oplagt mulighed for at gentænke de to parters kontraktive forhold, der har eksisteret siden 1975, hvor Lomé-konventionen blev indgået (og i anden form endda tidligere, med Romtraktaten fra 1957 og Yaoundé-konventionen fra 1963). Aftalen, der siden år 2003 har domineret ACP-EU-relationer, forfalder i år 2020. Derfor har de to parter forpligtet sig til – senest i år 2018 - at begynde forhandlingerne om en ny ramme for samarbejdet.

Cotonou-aftalen har siden årtusindeskiftet udgjort det vigtigste forum mellem ACP- og EU-landene. Men det er væsentligt at stille spørgsmålet, om den eksisterende ramme for ACP-EU-samarbejde stadig er relevant, trods en global virkelighed under forandring?

Siden Cotonou-aftalen blev forhandlet i 2000, har den internationale scene ændret sig markant. Nye, globale spillere er trådt til, samarbejdsformer i det globale syd er ændrede, og traditionelle rammer for international politik oplever konkurrence fra alternative fora. BRICS-landenes økonomiske vækst og udvikling påvirker internationale forhold, mens også de to grupper af lande, der udgør henholdsvis EU og ACP, har gennemgået grundlæggende forandringer.

Med 2004-udvidelsen af EU og en fordobling af forummets medlemstal siden årtusindeskiftet, har EU ændret sig markant. Mens Cotonou-samarbejdet afspejler et ønske fra en række større EU-lande om at bevare båndet til de tidligere kolonilande, tilslutter de post-2004 tilkomne EU-lande sig gruppen af medlemslande, der efterspørger et globalt samarbejde snarere end et bygget på koloniale bånd.

Gennem årene har Cotonou-aftalen da også stået på mål for kritik fra både civilsamfundsorganisationer og akademikere. Mens Farrell (2005) foreslår, at Cotonou-aftalen udtrykker, hvordan realismen har vundet over idealismen, kritiserer Hurt (2003) aftalen for ligefrem at have ændret ACP-EU-relationen fra samarbejde til tvang.

Denne kritik hænger ubestrideligt sammen med de to parters magtforhold, der er tæt knyttet til organisatorisk ulighed, økonomisk afhængighed og konditionalitet.

Realiteten er, at ACP-gruppen fra begyndelsen har haft begrænset mulighed for at påvirke poliske udfald i aftalen. (Selvom stilstanden i EPA-forhandlingerne oplagt kan forstås som ACP-landenes måde at opnå indflydelse). Gruppen af lande har sjældent vist sig i stand til at forhandle med én samlet stemme - og ACP kan i denne henseende langt fra forstås som værende på lige fod med EU. Dette har fået kritikere som Kingah (2006) til at stille spørgsmålstegn ved, om termen ”partnerskab” overhovedet er retvisende i forholdet mellem ACP og EU.

Ligeledes er det væsentligt at huske på, at ACP-landenes sekretariat i Bruxelles finansieres af EU. Altså er gruppen af lande aldeles afhængig af økonomisk støtte fra modspilleren.

ACP-EU-samarbejdet er tæt knyttet til den europæiske udviklingsfond, der allokerer cirka en tredjedel af EU-landenes samlede udviklingsbistand inden for rammerne af Cotonou-aftalen. Da aftalen blev revideret i 2005, blev det endda besluttet, at EU i visse tilfælde egenrådigt kan vælge, hvad bistanden skal gå til. Lever modtagerlandet ikke op til de krav, der er fremsat i Cotonou-aftalen, kan EU simpelthen vælge at tilbageholde udviklingsbistand hertil. Dermed bygger partnerskabet på betingelsesvis udviklingsbistand, der tydeligt regenererer eksisterende magtforhold mellem parterne. Og det bliver væsentligt at spørge, om netop denne konditionalitet fratager ACP-landene ejerskab over udviklingsprocessen?

Cotonou-aftalen bygger således på en ulige magtbalance mellem ACP og EU. Men dette forhold kan ikke forblive relevant for ACP-landene i en tid under forandring. Hvis der skal skabes et væsentligt forum for handel og udvikling såvel som politisk samarbejde, skal rammen for et fremtidigt samarbejde – post-Cotonou – bygges på et langt mere ligeværdigt forhold. Hvis ikke EU kan tilbyde et reelt partnerskab, og hvis ikke ACP-landene bliver i stand til at tale med én samlet stemme, vil alternative fora for handels- og udviklingsaftaler skyde frem.

Det virker oplagt for ACP-landene fremover se i en anden retning og lægge afstand til det asymmetriske forhold til EU. Og det er ikke urealistisk, at BRICS-landene for fremtiden kan ses som potentielle forhandlingspartnere for mange af ACP-landene. EU's post-Cotonou-samarbejde med ACP-landene må tilpasses en ny virkelighed, hvis det skal forblive et væsentligt forum i en tid under forandring.  


Referencer:
Farrell, M. (2005). A triumph of realism over idealism? Cooperation between the European Union and Africa. Journal of European Integration 27(3): 263–83.
Hurt, S. R. (2003). Co-operation and coercion? The Cotonou Agreement between the European Union and ACP states and the end of the Lomé Convention. Third World Quarterly 24(1): 161–76.
Kingah, S. (2006). The Revised Cotonou Agreement between the European Community and the African, Caribbean and Pacific States: Innovations on Security, Political Dialogue, Transparency, Money and social Responsibility. Journal of African Law 50(1): 59–71.

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Post-Cotonou: En ny virkelighed?