Rammerne for det nye ACP-EU-samarbejde

Når Cotonou-aftalen udløber i 2020, er det udelukket, at aftalen vil blive fornyet i sin nuværende form. Verden har forandret sig meget siden aftalens ikrafttrædelse i 2003, og i dag har parternes relationer, institutioner og problemer en helt ny karakter. Skal en ny aftale kunne imødegå den globale virkelighed anno 2020, er det derfor nødvendigt at omstrukturere og strømline den med parternes nye behov og ambitioner. Forud for forhandlingerne i 2018 rejser dette et spørgsmål om, hvordan rammen for fremtidens ACP-EU-samarbejde konkret skal se ud.

Et vigtigt udgangspunkt for processen frem mod en ny aftale efter år 2020 er evalueringen af ACP-EU-samarbejdet under Cotonou-aftalen. Ifølge en undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen (EC) og EU’s fælles udenrigstjeneste (EEAS) i 2016 har samarbejdet overordnet set været velfungerende, når det kommer til udviklingsområdet. Mindre godt har det dog set ud, når det kommer til de handelsmæssige og politiske dimensioner af Cotonou-aftalen. En af årsagerne til dette er bl.a., at det har vist sig svært for ACP at stå sammen som gruppe og formulere en fælles stemme i forhandlinger med EU. ACP-gruppen består af 79 lande fordelt på tre geografiske regioner, hvor politiske overbevisninger, økonomiske standarder og diverse udfordringer ofte er vidt forskellige. Ifølge EC og EEAS har konsekvensen været, at meget af det politiske og handelsmæssige samarbejde i de enkelte ACP-lande foretages regionalt, mens engagementet i ACP-EU aftager. Manglende samarbejde i ACP og gruppens asymmetriske forhold til EU, er blandt de hovedudfordringer, som den nye ramme for ACP-EU-samarbejdet skal imødegå.

Europa-Parlamentets forskningstjeneste samt diverse tænketanke opdeler de mulige rammer for post-Cotonou-samarbejdet i fire scenarier. Nedenfor følger et kort overblik.

1) Den nuværende ramme revideres og tilpasses den nye virkelighed, men institutioner og overordnet struktur (EU overfor et samlet ACP) forbliver mere eller mindre uændret. Dette scenarie ville være mindre krævende og mere kontinuerligt. Men det er usikkert, om en tilpasset ramme i tilstrækkelig grad kan rette op på de førnævnte strukturelle udfordringer, såsom forskelligheden i ACP-gruppen, stigende regionalisering og overlappende institutioner.

2) Paraplyaftalen mellem EU og et samlet ACP bibeholdes, men kombineres med flere regionale aftaler.  I denne model ville visse fælles principper stadig blive formuleret på det overordnede EU-ACP niveau, men store dele af det politiske og økonomiske samarbejde ville blive varetaget regionalt eller bilateralt. Modellen imødegår således den stigende regionalisering og de forskelligartede behov, uden at gøre helt op med de eksisterende institutioner. De største risici herved er en reel forøgelse i asymmetrien i forhandlinger mellem EU og ACP-landene, samt uklarhed omkring hvad der bør høre til på hhv. det overordnede og det regionale niveau. Europa-Kommissionen har indtil videre udtrykt præference for denne model.

3) Det overordnede ACP-EU-partnerskab udskiftes med en fuldstændig regionalisering af ACP-EU-forholdet. Dette scenarie kan potentielt give mulighed for dybere og mere målrettet samarbejde, men risikerer også at skabe tvivl om det særlige forhold mellem EU og ACP-landene. Samarbejdets slagkraft i de mindre regioner som Stillehavsområdet og Vestindien kunne blive forringet, hvis de pågældende aftaler i fremtiden inkorporeres som del af bredere regionale aftaler (f.eks. EU-Latinamerika)

4) ACP-EU-partnerskabet erstattes med et mix af regionale og tematiske partnerskaber. Her ville de enkelte EU/ACP lande være frit stillet til at beslutte, hvilke partnerskaber de vil tilslutte sig (migration, klima etc.). På den måde sikrer man på forhånd fællesskab om interesser og opnår mere effekt og konsistens i internationale fora. Dog afspejles dette scenarie til en vis grad allerede i den nuværende praksis i ACP-EU-samarbejdet, og modellen er mindre klart defineret. Men ligesom scenarie 3 stiller dette scenarie spørgsmålstegn ved de nuværende ACP-EU-institutioner.

De fleste aktører, herunder ACP-gruppen, har endnu ikke officielt taget standpunkt i diskussionen om ACP-EU-samarbejdet post-Cotonou. Et vigtigt ubesvaret spørgsmål i debatten, som blev fremhævet i indlægget ”Post-Cotonou: En ny virkelighed?” af Astrid Ahlberg, er hvordan finansieringen af ACP-EU-samarbejdet omstruktureres, så det er mindre afhængigt af EU. Nøjagtig hvilket af de ovenstående scenarier, der med størst sandsynlighed vil gå i opfyldelse, er endnu for tidligt at spå. Men det er ikke for tidligt at overveje, hvor Danmark skal tage sit standpunkt.


Referencer:
Bossuyt, J. et al. (2016). Exploring scenarios for the future of ACP-EU Cooperation: An analythical tool for informed choices. ECDPM, pp. 1-23.  
Pichon, E. (2016). ACP-EU relations after 2020: the end of an era. European Parliamentary Research Service, pp. 1-11.

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Rammerne for det nye ACP-EU-samarbejde