Det er helt bananas

Et godt udgangspunkt for et samarbejde mellem lande kan være, at de bidragende lande har ressourcer og erfaring på forskellige områder – På den måde bliver summen af løsninger og muligheder større, end hvad de enkelte lande kan opnå på egen hånd. Dette gælder i høj grad også for samarbejdet mellem EU og ACP-landene. I dette indlæg vil jeg sætte fokus på netop muligheden for et delt ansvar og samarbejde mellem EU og ACP-landene, som kan ruste ACP-landene mod global konkurrence. Udgangspunktet er konsekvenserne af øget global konkurrence i bananproduktionen, som følge af Doha-rundens forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen, og hvordan dette skaber nye muligheder for EU-ACP-samarbejdet.

 

Globale banankonflikter

Doha-runden blev påbegyndt i november 2001, og det er den seneste runde af handelsforhandlinger i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Dagsordenen for forhandlingerne er at opnå større frihandel på verdensplan. Dette er ved blandt andet at eliminere handelsbarrierer såsom told og protektionisme, men i høj grad også ved at fokusere på udviklingslandenes økonomiske, kulturelle, sociale og strukturelle udfordringer i forbindelse med at kunne deltage i verdenshandelen. Doha-runden er endnu ikke afsluttet, da forhandlingerne er omfattet af WTO-princippet om, at ingenting er forhandlet færdigt, før alting er forhandlet færdigt. Dette betyder i bund og grund, at alle regler forhandlet under Doha-runden først træder i kraft, når hele runden er færdigforhandlet færdig.

Under GATT-bestemmelserne (General Agreeement on Tariffs and Trade, forløberen til WTO) er det ikke tilladt at diskriminere mellem WTO-medlemmer ved at give nogle lande fordelagtig adgang til sit eget marked, uden at WTO har udstedt en dispensation. Under Lomé Konventionen var der dispensation for handel mellem EU og ACP-landene, men dette skulle genforhandles i forbindelse med Cotonou-aftalen. Denne genforhandling blev blokeret af en række lande i Latinamerika, heriblandt Honduras og Ecuador, på baggrund af et ønske om at forhindre ACP-landenes fordelagtige adgang til det europæiske marked. De latinamerikanske bananproducenters ønske om en retfærdig og lige eksport til EU har derfor betydet, at diskussionen om handel med tropiske frugter (heriblandt bananer) er et af punkterne på Doha-rundens dagsordenen. Der er endnu ikke udsigt til, at diskussionen om dispensationen vil blive genoptaget, før knudepunkterne i Doha-runden er blevet færdigforhandlede. Indtil da er det de økonomiske samhandelsaftaler, EPA’erne, der danner rammen om handlen med bananer mellem EU og ACP-landene.

 

Doha-rundens betydning for EU-ACP-samarbejdet

Et oplagt spørgsmål vil være, hvad Doha-runden og WTO-bestemmelserne reelt har af betydning for handlen med bananer mellem EU og ACP-landene. Som det forhåbentlig vil blive tydeligt af nedenstående, så afhænger svaret på dette spørgsmål af, hvorvidt sagen anskues fra EU’s eller ACP-landenes perspektiv.

Lad os starte med ACP-landene. I det kortsigtede perspektiv, og med den nuværende tilstand af bananproduktionen, vil det mest fordelagtige scenarie være, at Doha-runden ikke forhandles færdigt. Som det ser ud nu, kan ACP-landene nyde godt af deres fordelagtige adgang til det europæiske marked, hvor de kan sælge bananer både told- og kvotefrit, dvs. billigt og i mængder store nok til at mætte den europæiske efterspørgsel. Set med verdensbrillerne på er dette en rigtig god ordning for ACP-landene, da de har en relativt lav effektivitet og produktivitet i deres bananproduktion sammenlignet med andre bananproducerende lande. Når Doha-runden afsluttes, kan det medføre øget liberalisering af handlen med tropiske frugter (herunder bananer), således at Europa vil skal åbne op for bananeksport fra lande uden for ACP. I konkurrencen med mere produktive og effektive lande kan dette mindske eksporten fra ACP-landene drastisk og derved skabe store eksporttab.

Men det er jo sjældent, at noget er så skidt, at det ikke er til gavn på den ene eller anden måde. Eftersom en af søjlerne i EU-ACP-samarbejdets fundament er udviklingssamarbejde, vil det være oplagt, at EU støtter producenter i ACP-landene i at blive mere konkurrencedygtige i produktionen af bananer. Hvis det ikke er muligt at beskytte ACP-landene mod konkurrence, er en anden mulighed, at de kan blive hjulpet til at øge produktiviteten og effektiviteten i deres egen produktion. Dette vil blandt andet kunne gøres ved introduktionen af nye produktionsteknologier, forbedring af infrastrukturen, et bedre netværk blandt bananproducenter som kan øge videns- og erfaringsdeling blandt producenterne, eller lignende tiltag. Ud over disse mere åbenlyse fordele er der med stor sandsynlighed også en lang række positive sideeffekter af denne udviklingsindsats. Disse sideeffekter kunne eksempelvis komme fra et generelt ”løft” i produktiviteten i hele landbrugssektoren eller i form af bedre arbejds- og ansættelsesforhold.

Set fra et EU-perspektiv er konsekvenserne af en liberalisering af handlen med bananer ikke af så tungtvejende størrelse, som de er for ACP-landene. Dette bunder i, at ACP-landene i langt højere grad er afhængige af at kunne afsætte deres varer på det europæiske marked, end EU-landene er afhængige af, hvor deres bananer importeres fra. I tråd med liberalistisk handelsteori vil den øgede konkurrence, som følge af liberaliseringen af handlen med bananer, betyde, at priserne på bananer falder. Dette vil være en stor fordel for de europæiske forbrugere.

 

Et skævt magtforhold?

Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvad der kommer til at ske, og jeg kan kun lave (kvalificerede) gætterier om, hvordan fremtiden vil udspille sig. Dog er der god grund til at forvente, at byrden af konsekvenser i liberaliseringen af bananhandlen, som følge af Doha-rundens afslutning, vil veje tungest på ACP-landenes skuldre. Det er ACP-landene, der har mest på spil, både i forhold til at kunne tabe den økonomiske gevinst ved fordelagtig adgang til EU og i muligheden for at kunne vende dette til et konkret EU-ACP-samarbejde om at udvikle banansektoren.

Det kunne næsten virke som om, at problemet er løst, hvis bare udviklingssamarbejdet får den nødvendige tid til at skabe positive resultater til gavn for ACP-landene. I betragtning af at erfaringen med bananproduktionen ligger i hænderne på ACP-landene, og ikke de europæiske medlemsstater, er det en oplagt mulighed for at få Cotonou-aftalens målsætning om delt ansvar og samarbejde spil. De europæiske medlemsstater og ACP-landene vil kunne bidrage med forskellige erfaringsgrundlag og ressourcer og i sandhed vise, at der er tale om lighed mellem partnerne i samarbejdet. På den anden side er det er dog vigtigt, at man ikke bliver forblændet af den tilsyneladende ligefremme løsning: Der er stadigvæk en åbenlys skævvridning i magtbalancen i EU-ACP-forholdet. I og med at det er ACP-landene der bærer størstedelen af konsekvenserne, men at udviklingen mod en mere bæredygtig og konkurrencemæssig positionering afhænger af, at EU engagerer sig i udviklingssamarbejdet, opstår der potentielt en skævvridning i magtforholdet.

 

I det større perspektiv

I kraft af at handlen mellem EU og ACP-landene ikke kan isoleres fra den totale verdenshandel, er dette et meget simplificeret billede af konsekvenserne ved øget liberalisering af bananhandlen. I dette indlæg har jeg kun betragtet konsekvenserne for henholdsvis EU og ACP-landene, men for at få en større forståelse er det også nødvendigt at veje disse konsekvenser mod hvilken betydning ACP-landenes fordelagtige adgang til det europæiske marked har for lande uden for dette samarbejde. Som det blev nævnt tidligere, er det en bekymring blandt andre lande, særligt latinamerikanske lande der producerer og eksporterer bananer, at der ikke er lige behandling og muligheder for alle. I det store billede er det dog ikke muligt at overskue eller gennemskue den samlede mængde af henholdsvis positive og negative konsekvenser af handlen mellem EU og ACP-landene. I forhold til dette konkrete fokus på ACP-landene er det dog klart, at der er meget på spil, og at meget afhænger af udviklingen i særligt WTO-regi, men i høj grad også af EU’s fortsatte engagement i udviklingsperspektivet i EU-ACP-samarbejdet. Så er det op til fremtiden at vise os, hvilken vej vinden kommer til at blæse.   

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Det er helt bananas