Post-Cotonou – hvad med arbejdstagerne?

Som beskrevet i tidligere indlæg på Handelsbloggen indeholder Cotonou-aftalen tre samarbejdssøjler – en politisk søjle, en udviklingssøjle og en handels- og økonomisøjle. Udvikling af menneskelige og sociale forhold ligger i søjle 2 for udviklingssamarbejde, hvor fokus bl.a. er at forbedre levevilkår. Et led for at opnå langsigtede forbedringer af levevilkårene i ACP-landene er ved at sikre rettigheder for arbejdstagerne i disse lande. Men hvordan indgår arbejdstagerrettigheder i den nuværende aftale, og hvordan kan man fremadrettet forestille sig, at det kunne blive en del af post-Cotonou-forhandlingerne?

 

Arbejdstagerne i den nuværende aftale

I den nuværende Cotonou-aftale er arbejdstagernes rettigheder kun nævnt få gange og i meget vage formuleringer. De nævnes i indledningen, hvor der står, at landene skal være ivrige for at opfylde de mest basale rettigheder, som fastslået af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Dette følges op af artikel 50, som nævner, at landene skal være dedikerede for at efterleve de mest basale ILO-konventioner, såsom retten til at organisere sig og ikke at tillade hverken børnearbejde eller tvangsarbejde. Derudover nævner aftalen, at landene skal være indstillede på øget samarbejde, når det gælder national lovgivning af arbejdsmarkedet og programmer for uddannelse. Desuden nævnes, at hvis man udfører opgaver direkte under programmet, skal de internationale mindstekrav til arbejde være opfyldt. Der er således ingen konkrete målsætninger i aftalen, men det nævnes kun, at de basale ILO-konventioner skal efterleves. Derudover nævnes arbejdstagerrettigheder kun i aftalens artikel 13 om migration, at ingen lovligt ansat må diskrimineres på baggrund af nationalitet eller køn, hvilket også ligger i ILO-konventioner. Alligevel uddybes ikke, hvordan landene skal modvirke diskrimination. Dette eksemplificerer meget godt, at arbejdstagerrettigheder har et meget lille fokus i aftalen, og at der er plads til yderligere tiltag.

Vigtigheden af arbejdstagerrettigheders kan understreges med eksemplet fra fx det sydamerikanske land Nicaragua. I 2016 bragte Magasinet Udvikling en artikel om, at markarbejdere i de nicaraguanske sukkerrørsplantager døde på grund af nyresvigt og ikke havde mulighed for at få kompensation på grund af svag organisering og lovgivning. EU bør tage ansvar og sikre, at det ikke er tilfældet i ACP-landene, hvilket kræver, at arbejdstagernes rettigheder i højere grad skrives ind i den nye aftale. Ved at stille krav til nogle basale rettigheder for arbejdstagerne, som f.eks. adgang til sikkerhedsudstyr eller krav til, hvordan fødevarer produceres, giver man mulighed for at løfte en ressourcesvag gruppe ud af fattigdom og sikre dem mod helbreds- og sundhedsproblemer, som er direkte relaterede til arbejde.

Og selvom der er lang vej igen for at opnå samme standarder for arbejdstid, -miljø og -forhold, er det stadig et område, som ILO har fokus på, og som EU i højere grad burde understøtte gennem handelsaftalen ved at indskrive dem som mål og krav til efterlevelse hos ACP- og EU-landene. ILO arbejder for at øge standarden for arbejdstagere i hele verden. Dette gøres dels ved konventioner mod børnearbejde, sikring af rettigheder inden for organisations- og foreningsfrihed, samt ligeløn og forbud mod diskrimination. Derudover arbejder ILO med en ”Decent Work Agenda”, hvortil der er fastsat en række områder inden for arbejdstageres rettigheder, som ILO ønsker at forbedre. Et af disse mål er at udbrede en international standard for arbejde, da dette vil skabe en mere inkluderende globalisering og udvikling.

 

Større fokus på arbejdstageragtigheder?

En understøttelse af arbejdstagerrettighederne kunne dog godt være et element, som får større fokus i den nye aftale, som vil erstatte Cotonou-aftalen efter år 2020. EU og ILO har nemlig samarbejdet siden 2002 og har frem til 2012 intensiveret dette samarbejde. De to organisationer deler begge synspunktet om social retfærdighed og tror på at kombinere økonomiske og sociale fremskridt med hinanden.

Alle EU-medlemslande har allerede i 2007 ratificeret de syv elementære standarder for arbejde, som er fremsat af ILO. Dette burde betyde, at medlemslandene også vil være interesserede i at fremme disse værdier til resten af verden.

Det kunne derfor i fremtidige aftaler være ønskværdigt, hvis EU i højere grad søger at understøtte ILO’s målsætninger for anstændigt arbejde, som at skabe job, sikre rettigheder på jobbet, udvide det sociale beskyttelsesnet og fremme den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter. På denne måde vil EU være med til at ændre normer for rigtig mange mennesker og sikre en bæredygtig udvikling gennem en ny handelsaftale mellem EU og ACP ved at være mere konkret på arbejdstagerrettigheder. Dette kan blandt andet gøres ved at indskrive krav om uddannelse eller om konkrete initiativer for at sikre arbejdstageres helbred, f.eks. ved at forbyde sundhedsskadelige kemikalier eller produktionsformer i aftalen. På denne måde kan EU gennem aftalen sikre bæredygtig udvikling for mennesker i ACP-landene.

 


Kilder:
Magasinet udvikling, nr. 3/2016
International Labour Organization (2012). The ILO and the EU, partners for decent work and social justice: Impact of ten years of cooperation
European Commission, The Cotonou agreement

 

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Post-Cotonou – hvad med arbejdstagerne?