Global rovdrift: Kapitalflugt og statsgæld fastholder udviklingslande i armod

Sidst opdateret d. 25. januar 2018.

International rapport fastslår, at positive udviklingseffekter af ulandsbistand og investeringer i udviklingslande undermineres af kapitalflugt og statsgæld. Rapportens konklusioner vidner om behovet for handelsregulering og gældsafskrivning.

I den til dato mest omfattende rapport om globale finansstrømme[1]Financial Flows and Tax Havens: Combining the limit to lives of billions of people”, offentliggjort af ngo’en Global Financial Integrity (GFI), konkluderer et internationalt forskningsfællesskab efter tre års forskning, at udviklingslande gennemsnitligt vinker farvel til tre gange så meget kapital, som de modtager i udviklingsbistand og investeringer. Problemet skyldes ifølge rapporten en kombination af private virksomheders rovdrift, rige muligheder for skattely i lyset af utilstrækkelig handelsregulering samt manglende vilje fra vestlige landes side til at afskrive gammel statsgæld.

Vesten sover tornerosesøvn

I modsætning til det almindelige narrativ, er udviklingslandene ifølge rapporten finansiel nettobidrager, og ikke nettomodtager, i det globale finanssystem. Dette stemmer dårligt overens med de positive udviklingsaspekter og synergieffekter, som eliten i den udviklede verden og internationale institutioner såsom WTO, Verdensbanken og IMF sammenkæder mellem international samhandel og regional udvikling. Narrativet om den rige verdens velgørenhed er således vendt på hovedet i rapporten.

Kigger man på det samlede regnestykke ligner det da heller ikke, at penge til regional udvikling er inden for udviklingslandenes rækkevidde. I rapporten ses det, at det samlede årlige regnestykke siden 1980’erne er negativt, hvilket indikerer årlige tab for udviklingslandene. Den samlede netto-udstrømning af kapital siden 1980 beløber sig til et astronomisk tal på 16,3 trillioner US$. Dette svarer til USA’s årlige BNP.

Kigger man på udviklingen i udstrømningen[2], er størrelsen på det tab udviklingslandene årligt lider steget markant siden slutningen af 1990’erne. I 2012 modtog ulandene 1.3 trillioner US$ i udviklingsbistand, investeringer og udenlandske indkomster, mens der til sammenligning strømmede 3.3 trillioner USD ud af selvsamme lande. Forholdet mellem ind- og udstrømning er således 1-til-3, og kigger man på udviklingen indtil nu, ser tendens ud til at fortsætte.    

Kapitalflugt og skattely er problemets kerne

Et interessant spørgsmål er, hvordan udstrømningen af kapital sker? En ikke ubetydelig andel af udstrømningen er renteindbetalinger på gamle statslån indgået i forbindelse med f.eks. naturkatastrofer, hungersnød eller genopbygning af borgerkrigshærgede lande. Af de 16,3 trillioner US$, der er strømmet ud af udviklingslandene siden 1980, udgør renteindbetalinger omtrent 4.2 trillioner US$, hvilket svarer til en fjerdedel. Dertil kan lægges profitten, der hentes ud af udviklingslande i forbindelse med udvinding og forarbejdning af råstoffer. Olieselskabet British Petroleums aktiver i Nigeria, eller kobberindustrien i Zambia, er eksempler på økonomisk rovdrift der, foruden menneskelige omkostninger, indebærer alvorlige miljømæssige udfordringer.

Det altoverskyggende problem er dog uregistreret og ulovlig kapitalflugt muliggjort ved hjælp af offshore skattely. Forskningsholdet konkluderer i rapporten, at udviklingslandene kan forventes at have mistet godt 13,4 trillioner US$ i ulovlig kapitalflugt siden 1980’erne. Langt størstedelen af denne kapitalflugt foregår indenfor det internationale handelssystem, og er derfor i teorien lovlig og underlagt regulering. I praksis foregår dette dog som oftest ulovligt ved, at virksomheder – indenlandske såvel som udenlandske – indrapporterer og fakturerer urealistisk høje priser og indtjeninger igennem myndigheder i skattelylande som f.eks. den lille østat Mauritius. Denne praksis er kendt som ’trade misinvoicing, og den muliggør for virksomhederne at undgå beskatning, afgifter og kontrol af lokale myndigheder i landet, hvori de opererer.

Rapporten fastslår at udviklingslandene i 2012 alene mistede 700 billioner US$ på denne måde, hvilket overgik udviklingsbistanden med en faktor på 5 i det år. Hvis man medtænker andre ulovlige praksisser, der af metodiske udfordringer ikke er medregnet i rapporten, anslås udviklingslandenes tab igennem ulovlige praksisser at løbe op i størrelsesordenen 3 trillioner US$ - eller 24 gange så meget som udviklingslandene modtog i udviklingsbistand i 2012.     

Behov for nytænkning

Løsningen på situationen er derfor ikke blot mere frihandel, selvom WTO og ilande i adskillelige årtier har argumenteret for netop dette. Bekæmpelse af kapitalflugt og skattely igennem international handelsregulering bør i stedet stå højere på den internationale handelsdagsorden, og medtænkes i indgåelsen af nye handelsaftaler og ved multilaterale sammenkomster såsom WTO-topmødet i Buenos Aires til december.  I lyset af GFI’s rapport er dette en forudsætning for, at handel og udvikling skal gå hånd i hånd. At lempe kravene for tilbagebetalingen af udviklingslandes statslån er også en mulighed, som bør overvejes.

Ingen nemme løsninger findes på disse udfordringer, og man kan forvente, at en progressiv dagsorden, set fra udviklingslandenes perspektiv, vil blive mødt med politisk modstand. GFI’s rapport vidner dog om, at noget må gøres.  

 

Kilder:

Global Financial Integrity: http://www.gfintegrity.org/about/    

The Guardian: https://www.theguardian.com/global-development-professionals-network/2017/jan/14/aid-in-reverse-how-poor-countries-develop-rich-countries

Billede: 
Protest om skattely-lande i London, 2016. Organiseret af Oxfam, Action Aid og Christian Aid. 
Photograph: Carl Court/Getty Images

 

[2] Metodisk er der taget forbehold for større lande som Kina ift. udregningen af alle tal og udviklinger. Konklusionen for de resterende udviklingslande er den samme.  

Kommentarer

Foreløbigt ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Global rovdrift: Kapitalflugt og statsgæld fastholder udviklingslande i armod